Med Skejby Sygehus blandt de nærmeste naboer er Århus Stiftstidendes gamle trykkeri blevet omdannet til moderne center for sundheds- og forskningsrelaterede virksomheder. Bag det såkaldte Science Center Skejby står Byggeselskab Olav de Linde, der i samarbejde med blandt andre belysningsvirksomheden Thorn har skabt de inspirerende rammer i det nordlige Århus.
”Vores ambition har været at udnytte de eksisterende bygninger og skabe et åbent og attraktivt center, hvor lejerne krydser hinandens veje. På den måde opstår der naturlige møder, som skaber god grobund for videndeling og forretningsmæssig synergi,” fortæller arkitekt Jan Olesen fra Byggeselskab Olav de Linde.
Science Center Skejby stod færdigt i november 2008. Dele af centret, der blandt andet rummer et privathospital, diverse scannings- og sundhedsklinikker samt virksomheder inden for medicinsk forskning, har dog været i brug siden 2006.
Funktionel belysning binder arealer sammen
I det moderne byggeri er den gamle 18 meter høje trykkerihal bevaret og udgør et naturligt og centralt atrium, der i det daglige danner ramme om kundemodtagelse, kantine, møde- og konferencerum samt andre fællesfaciliteter.
”Atriummiljøet spiller en central rolle i byggeriet, da det er med til at binde bygningernes arealer og lejemål sammen. Derfor har vi også valgt en gennemgående belysning, der ikke alene lever op til de æstetiske ønsker, men også skaber sammenhæng og derved understøtter vores idéer om fælles udvikling og viden,” forklarer Jan Olesen.
Netop ønsket om en ensartet løsning for belysning stillede særlige krav til armaturvalget i det 18 meter høje atrium. For at tilgodese både æstetik og funktionalitet faldt valget på Thorns Concavia-armaturer, der ikke alene matcher byggeriets øvrige belysning, men også bringer den nødvendige mængde lys helt ned i bunden af atriummet.
Optimale rammer med moderne løsninger
Ud over at binde rummene sammen samt at understøtte byggeriets enkle og rene look er belysningen i Science Center Skejby valgt med tanke på energioptimering, sundt indeklima og god komfort. Til det formål har Thorn ud over armaturer også leveret moderne lysstyring, der lever op til byggeriet kvalitetskrav og funktionsspecifikationer.
”Overliggeren på projektet har ligget meget højt, og konceptet for belysningen matcher til fulde intentionerne for byggeriet. I praksis betyder det, at vi har været på forkant med udviklingen og har benyttet os af de nyeste teknologier,” fortæller elektroingeniør Arne Ottosen fra Rambøll, der blandt andet har været el-rådgiver på projektet og har samarbejdet med Bravida om husets installationer.
Lysstyring sikrer minimalt energiforbrug
Omdrejningspunktet for løsningen til Science Center Skejby er en stram behovsstyring, der giver den nødvendige komfort og samtidig bidrager positivt til et minimalt energiforbrug.
”Lysstyringen er baseret på tilstedeværelse og dagslysindfald, så brugerne på samme tid opnår en god komfort og sparer på lyset. Samtidig begrænser det varmeudviklingen fra armaturerne, hvilket medfører yderligere energibesparelser i kraft af, at airconditionanlægget ikke skal arbejde så hårdt,” påpeger Arne Ottosen.
Yderligere oplysninger
Arkitekt Jan Olesen, Byggeselskab Olav de Linde, tlf. 28 10 66 91.
Elektroingeniør Arne Ottosen, Rambøll Århus, tlf. 89 44 77 00.
Local Marketing Manager Vibeke Stokkebro, Thorn Lighting A/S, tlf. 40 64 15 56.
FAKTA: Science Center Skejby
• Science Center Skejby er beliggende i bygningerne, der tidligere husede Århus Stiftstidendes trykkeri, Jysk Avistryk.
• I dag rummer de cirka 10.000 kvadratmeter blandt andet et privathospital, diverse scannings- og sundhedsklinikker samt virksomheder inden for medicinsk forskning.
• Den gamle trykkerihal danner rammen om et stort atriummiljø med kundemodtagelse, kantine, konferencerum og andre fællesfaciliteter.
• Bygningskomplekset er attraktivt placeret tæt på Skejby Sygehus.
• Til såvel fællesfaciliteter og lejemål har Thorn leveret belysning, herunder armaturerne Concavia, Line, Menlo Classic, Chalice, Cimi og Track.
• Bygherre og arkitekter: Byggeselskab Olav de Linde. El-rådgiver: Rambøll. El- og datainstallation: Bravida.
FAKTA: Thorn Lighting A/S
• Thorn designer, producerer og markedsfører belysningsløsninger inden for arkitektonisk og teknisk belysning til det professionelle marked.
• Har siden år 2000 været en del af den østrigske koncern Zumtobel, der er førende på det europæiske belysningsmarked.
• Thorn Danmark har netop etableret hovedkvarter på Holmen i København, hvor virksomheden i forvejen har sit showroom.