Pressemeddelelser

Leg med lys skaber optimal skolearkitektur


August 2007

 
Gennemtænkt kombination af dagslys og kunstig belysning skaber ideelle arbejdsbetingelser for elever og lærere på ny folkeskole i Vejen. Lyset understøtter skolens lette arkitektur og giver bygningen et skulpturelt udtryk ude og inde. Med et markant ovenlys, store glaspartier og specialudviklede armaturer har arkitektfirmaerne Arkos Arkitekter og Tegnestuen Mejeriet i samarbejde med belysningsleverandøren Thorn Lighting sat lys øverst på dagsordenen på Grønvangskolen i Vejen.

Den nye folkeskole er opført i tre etaper, og sidste del er netop taget i brug.

Lyse klasseværelser øger koncentrationen
I skolens klasseværelser spiller dagslyset hovedrollen, og den rette mængde lys har en positiv indvirkning på elever og læreres koncentrationsevne. Hvert klasselokale forsynes derfor med dagslys gennem markante kubeformede ovenlysvinduer, mens store vinduespartier sikrer dagslysindfald fra siden.

”Arkitektens fokus på dagslyset krævede en anonym og funktionel belysning, der kan tage over, når dagslyset svigter. Derfor har vi valgt armaturer med et enkelt design, der ikke stjæler opmærksomheden,” forklarer konsulent Robert Leonhard fra Thorn Lighting.

Ud over at skabe ideelle arbejdsbetingelser opfylder armaturerne en række praktiske krav, der gør belysningen særligt velegnet til skolebrug.

”Med en robust konstruktion, buede linjer og høj effekt er armaturet udviklet specielt til brug på skoler og i institutioner med mange børn. Armaturets buede form sikrer nemlig, at papir og andet affald ikke gemmer sig ovenpå, mens en høj effekt sikrer, at el-måleren ikke snurrer uhæmmet,” fortsætter Robert Leonhard.

Belysning understreger arkitekturens linjer
Men ikke kun de praktiske hensyn på Grønvangskolen er tilgodeset med belysningen. Skolens hovedbygning rummer et toetagers atrium, hvor samarbejdet mellem arkitekterne og Thorn tydeligt kommer til udtryk.

”Resultatet er et multifunktionelt rum, hvor lyset understreger arkitekturen og binder rummet sammen. Lette og elegante pendler harmonerer med bygningens lethed, mens to indbyggede lysbånd i loftet og langs rummets balkon fremhæver de arkitektoniske former,” fortæller arkitekt Jens Ravn fra Arkos Arkitekter.

Skulpturelt lys efter mørkets frembrud
Udendørs spiller belysningen også en vigtig rolle. Armaturerne på skolens udearealer anvendes nemlig også i Vejens øvrige gadebillede og kæder på denne måde skole og by sammen

Og efter mørkets frembrud indtager Grønvangskolen en fremtrædende rolle i bybilledet som en oplyst skulptur til glæde for byens borgere og forbipasserende på den nærliggende omfartsvej.

”Klasselokalernes markante ovenlysvinduer oplyses indefra og giver bygningen en skulpturel form, der på smukkeste vis er med til at præsentere den moderne folkeskole,” slutter Jens Ravn.

Fakta:

Belysningen

  • Klasseværelser/kontor/ophold:
    • Porthos 1x28W DPC m. dæmp
    • Porthos 1x28W Asym. tavlearm.
  • Atrium:
    • Fata Morgana 1000  3x42W m. dæmp
    • Track lysbånd 28W Opal m. dæmp
    • Novaline 28W m. dæmp
  • Gange/mellemgange/trappegange:
    • Chalice 2x26W m. dæmp
    • Pirat 18W HF
    • Track Lysbånd 28W Opal HF
  • Ophold:
    • Decor Pendel 28W (specialarmatur)
  • Toiletter/depot/birum:
    • Kleemann 18W HF
    • Chalice 2x18W HF
    • Punch 2x26W HF
  • Udendørs/P-pladser/indgang:
    • Avenue F 700 42W TC-T, klar
    • Johanna Pullert GLS

 Grønvangskolen:

  • Moderne folkeskole beliggende i Vejen
  • Første del taget i brug august 2005
  • Sidste etape færdiggjort januar 2007
  • Arkitekt: Arkos Arkitekter i samarbejde med Tegnestuen Mejeriet
  • Belysningsrådgiver: Thorn Lighting A/S
  • El-ingeniør: Consel A/S
  • Installatør: Scan-El A/S