|
Pressemeddelelser Tv-krav baner vej for Danmarks bedste sportsbelysning Oktober 2008 Med en lysstyrke på hele 2.200 lux er lysanlægget i hallen hos Idrætscenter Vest i Holstebro i særklasse Danmarks bedste. Til daglig er hallen hjemmebane for håndboldklubben Team Tvis-Holstebro, og netop stigende krav til tv-optagelser fra håndboldkampe er en væsentlig årsag til udskiftningen af belysningen i hallen til i dag 200 stk. Titus Sport 4x80W. ”Tv-optagelser i digital kvalitet og lækre optagelser i super-slow-motion er med til at stille høje krav til lysstyrken under tv-transmitterede håndboldkampe. Men med Danmarks højeste lysstyrke på 2.200 lux, er alle behov dækket, og tv-selskaberne behøver ikke at opstille supplerende lys,” fortæller belysningskonsulent Preben Sørensen fra Thorn, der har leveret armaturerne til belysningsanlægget. Det nye lysanlæg består af 200 armaturer af typen Titus Sport 4x80W samt 7 DALI-servere fra Erco Lighting, til at håndtere de ønskede belysningsniveauer. Et touch display er placeret et centralt sted, hvor der enkelt og overskueligt kan skiftes i mellem de ønskede scenarier. Der kan håndteres op til 32 lysscenarier og i hvert lysscenarie er det yderligere muligt at dæmpe armaturerne individuelt, for at få en så fleksibel halbelysning som muligt. Dermed understøtter lyset hallens mange funktioner. Martin B. Wagner, som er den fagansvarlige for projektet hos Niras, fortæller: ”Systemet har 400 Dali adresser, som giver et meget fleksibelt system med store energimæssige fordele.” Anlægget kan ved fuld effekt give en lysstyrke på hele 2.200 lux horisontalt og 750 lux vertikalt én meter over gulvet på hele banen, hvilket muliggør optagelser i super-slow-motion uden speciel lyssætning. Unikt anlæg med fleksibel lysstyring Ikke kun lysstyrken gør lysanlægget i Idrætscenter Vest unikt. Ved hjælp af DALI-lysstyring er anlægget nemlig yderst fleksibelt. Hvert enkelt armatur kan programmeres til forskellige scenarier, så hallen kan bruges som både håndboldhal, boksearena eller dansegulv. ”Mulighederne er næsten uendelige. Via 10 servere som er koblet sammen og såkaldte adresserbare DALI-spoler i hvert armatur kan opsætningen skræddersyes efter behov. Med et enkelt tryk skifter lyset karakter, hvilket giver hallen et utal af funktioner uden brug af ekstra lys,” fortsætter Preben Sørensen. Alene til sine håndboldarrangementer har Idrætscenter Vest valgt tre forskellige lysscenarier til indløb, kamp samt før og efter kampen. Martin B. Wagner fortæller endvidere: ”Der er utrolig mange parametre, der skal håndteres for at sådan et anlæg kan blive en succes for især brugerne, men også driftsafdelingen, og Peter Schultz fra Thorn har været meget engageret i at finde det rigtige armatur til opgaven.” Spillerne sætter pris på lyset Lysanlæggets høje lysstyrke, fleksible opsætning og nemme betjening tilgodeser primært tv-seerne, tv-selskaberne og halinspektøren, men spillerne fra Team Tvis-Holstebro har også bemærket det nye lys i hallen. Og landsholdsfløjen Lars Rasmussen er begejstret: ”Som håndboldspiller er lyset i hallen noget af det første, man lægger mærke til. En mørk hal med dårlig belysning kan hurtigt blive et irritationsmoment, som man bruger alt for meget krudt på. Det slipper vi i hvert fald for med det nye lysanlæg på hjemmebanen.” Spillerne tilbringer dagligt mange timer i hallen, og derfor er det vigtigt at omgivelserne, herunder lyset, er i orden. ”Selv under træning, hvor kun 80 procent af lyset er tændt, har vi langt mere lys end tidligere. Samtidig virker hallen større, og under kampene er der langt mere liv. I forhold til det gamle lys, der efterhånden var forældet, er det fedt at have fået det bedste af det bedste,” slutter Lars Rasmussen. Fototekster Foto 1: De 200 lysarmaturer fra Thorn i Idrætscenter Vest er med en lysstyrke på 2.200 lux Danmark bedste. De sikrer blandt andet tv-optagelser i særklasse fra Team Tvis-Holstebros håndboldkampe. (Foto: Mads Skamris) Foto 2: Landsholdsspiller Lars Rasmussen lægger altid mærke til hallens belysning som noget af det første inden kamp. Han er ligesom de øvrige spillere fra Team Tvis-Holstebro begejstret for det nye lysanlæg fra Thorn. (Foto: Mads Skamris) Foto 3: Lysanlægget i Idrætscenter Vest består af 200 armaturer af typen Titus Sport 4x80W HFX fra Thorn. Udover en høj lysstyrke er lysstyringen enkel og meget fleksibel. Yderligere oplysninger Belysningskonsulent Preben Sørensen, Thorn Lighting A/S, tlf. 40 64 15 63 Local Marketing Manager Vibeke Stokkebro, Thorn Lighting A/S, tlf. 76 96 36 12 Martin B. Wagner, Niras A/S tlf.: 48 10 45 66 www.niras.dk FAKTA: Lysanlæg hos Idrætscenter Vest, Holstebro
FAKTA: Thorn Lighting
|