Sportsbelysning

Tv-krav baner vej for Danmarks bedste sportsbelysning


Et lysanlæg i særklasse med en lysstyrke på hele 2.200 lux

 
Når håndboldholdet Team Tvis-Holstebro spiller hjemmekampe, sker det i Danmarks bedste sportsbelysning. Et nyt lysanlæg i Idrætscenter Vest i Holstebro sikrer nemlig en usædvanlig høj lysstyrke, der blandt andet tilgodeser alle krav til tv-optagelser. Men også spillerne har bemærket det nye anlæg fra belysningsvirksomheden Thorn. Med en lysstyrke på hele 2.200 lux er lysanlægget i hallen hos Idrætscenter Vest i Holstebro i særklasse Danmarks bedste. Til daglig er hallen hjemmebane for håndboldklubben Team Tvis-Holstebro, og netop stigende krav til tv-optagelser fra håndboldkampe er en væsentlig årsag til udskiftningen af belysningen i hallen til i dag 200 stk. Titus Sport 4x80W.

Et touch display er placeret et centralt sted, hvor der enkelt og overskueligt kan skiftes i mellem de ønskede scenarier. Der kan håndteres op til 32 lysscenarier og i hvert lysscenarie er det yderligere muligt at dæmpe armaturerne individuelt, for at få en så fleksibel halbelysning som muligt. Dermed understøtter lyset hallens mange funktioner.

Anlægget kan ved fuld effekt give en lysstyrke på hele 2.200 lux horisontalt og 750 lux vertikalt én meter over gulvet på hele banen, hvilket muliggør optagelser i super-slow-motion uden speciel lyssætning.

Ikke kun lysstyrken gør lysanlægget i Idrætscenter Vest unikt. Ved hjælp af DALI-lysstyring er anlægget nemlig yderst fleksibelt. Hvert enkelt armatur kan programmeres til forskellige scenarier, så hallen kan bruges som både håndboldhal, boksearena eller dansegulv.